lørdag den 3. januar 2015

Forandringernes år

Hej allesammen.

Det er efterhånden lang tid siden, at jeg har sat mig ned for at blogge.. Og lang tid siden at jeg har haft overskuddet til det. Jeg har savnet det meget - og har længe gerne ville begynde igen, og her den anden dag opfordrede min kæreste mig til det! Så nu gør jeg det :-) 
Jeg har ikke blogget siden i sommers, da jeg simpelthen ikke har kunne finde overskud til det i min hverdag, desværre. Jeg elsker at blogge, jeg bruger det lidt som et frirum og som et sted, hvor jeg bare kan tale frit og komme ud med mine tanker og idéer. For mig er det ikke så vigtigt, hvor mange views jeg har på en dag, bare jeg kommer ud med det jeg går rundt med.

Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg vil bruge min blog i 2015 og jeg tror jeg er kommet frem til, at jeg vil gøre den mere personlig. Og derfor vil jeg da også starte mit første indlæg i det nye år med en personlig lille "historie" om, hvordan mit 2014 har været. 
2014 har for mit vedkommende været et meget langt år. Som mange af jer nok ved fik min far konstateret kræft i 2013. I dag, d. 3/1, er det faktisk et år siden at han blev opereret for det på Roskilde Sygehus. 2014 var fyldt med op - og nedture, og min far røg ind og ud af henholdsvis sygehuse, plejehoteller mm. Efter en lang sej kamp blev han erklæret uhelbredelig syg idet kræften var brudt ud igen. Denne besked fik vi i september, hvor han herefter kom på Hospice i Trekroner. Jeg må dog indrømme, at det var en dejligt sted - med en masse søde mennesker og man blev mødt med smil. Min far var straks glad for at være der og følte sig godt tilpas. Han var der desværre kun 4 dage, hvor han valgte at give slip på livet. Jeg tror på at han til dels selv har kunne mærke, at det var hans tid nu. Han havde set hele familien - og dem han holder af i løbet af ugen og var et sted for han blev nurset om og fik en masse kærlighed og opmærksomhed. Så hans sidste dage var altså gode, trods hans utallige smerter. Jeg kan slet ikke forstille mig den følelse min mor må have haft, da hun skulle fortælle mig den dårlige nyhed om min far. Jeg kan faktisk ikke rigtigt huske noget fra da hun fortalte mig det til da vi sad i bilen på vej til Trekroner. Jeg tror vidst jeg gik lidt i chok :-) Dagene efter var rigtigt svære, og hold nu helt op, hvor var der bare mange ting man skulle tage stilling til lige pludseligt! 
Dagene er blevet lettere, og det er snart 3 måneder siden. Tiden går så stærkt. Jeg er bare dybt taknemmelig for, at jeg har en så støttende familie som jeg har. 

Man kan sige at mit 2014 ikke har været et særligt godt år, og jeg håber virkeligt at 2015 bliver meget bedre! Og at vi får lidt medvind med på vejen! Derfor har jeg valgt, at lave 2015 til forandringernes år. Det kan både være store og små forandringer i mit liv og i hverdagen. En af de forandringer jeg vil gennemføre/lave i 2015 er et vægttab - her vil nogle måske sige at jeg er tosset MEN det er jeg ikke :-) Da min far blev syg i 2013 begyndte jeg, at spise meget mere end normalt (Nogle vil nok kalde det at trøstespise) og jeg har spist en del junkfood gennem 2013 og 2014. Denne dårlige livsstil har gjort, at jeg har taget meget på - måske jeg er klar til at sige hvor meget i et andet indlæg. Derfor begynder jeg på mandag med en lille livsstilsomlægning og træning! Og det SKAL bare lykkedes! 
Men mere om det senere - jeg skal jo lige i gang først :-)

Nogle vil nok føle, at dette indslag er lidt sørgeligt og trist. Og det er det da også, men jeg har det bedre :-) Og jeg er helt sikker på, at min far også har det bedre nu. 

Jeg håber i vil følge lidt med i mit liv, det er vel egneligt lidt en virtuel eller digital dagbog? Eller hvad :-)?


Vi ses snart igen!



 - Anna Emely



Ingen kommentarer:

Send en kommentar